LandboSyd i samarbejde med SvineRådgivningen

Fredag 19. maj 2017 10:01
Nyt samarbejde mellem LandboSyd og SvineRådgivningen. På billedet ses direktør Kjeld Askær, SvineRådgivningen (tv) og adm. direktør Anders Andersen, LandboSyd.

LandboSyd bliver nu en del af Danmarks største faglige miljø for specialiserede svinerådgivere.

I fremtiden varetages LandboSyds svinefaglige rådgivning af SvineRådgivningen i Herning, som dækker en stor del af Jylland og har landboforeningen Midtvest, KHL og SLF i ejerkredsen.

Svinerådgivningen ledes af direktør Kjeld Askjær og har 22 medarbejdere på kontorer i Herning, Kolding og Vojens.

LandboSyd vil samarbejde

Der er indgået en samarbejdsaftale, som sikrer, at LandboSyds medlemmer og kunder kan trække på et stærkt felt af rådgiverprofiler og mange kompetencer i deres arbejde med at udvikle svineproduktionen, forklarer adm. direktør Anders Andersen, LandboSyd:

- Vi er særdeles positive over for at blive en del af et samarbejde, som dækker store dele af Jylland, og vi har et klart mål om at tilbyde rådgivning, som giver helt konkrete positive resultater på landmandens bundlinje, siger adm. direktør Anders Andersen, LandboSyd.

Stærkt team omkring kunden

- Samarbejdet mellem Svinerådgivningen og LandboSyd skal sikre en høj tværfaglig kvalitet ud til vores svineproducenter. En af de store fordele ved samarbejdet er, at kunderne får adgang til en bred palet af rådgivningsprofiler på det svinefaglige område. De kommer sammen med rådgiverne i LandboSyd til at stå som et stærkt team omkring kunden, siger Fagchef Anders Peter Frederiksen, LandboSyd.

Mange dygtige svineproducenter

Direktør for SvineRådgivningen, Kjeld Askjær, fremhæver et gode faglige miljø:

´- Vi har en klar målsætning om at udvide aktiviteterne og ser store fordele i et større fagligt miljø med de muligheder, det giver for specialisering og kompetenceudvikling. Vi har et klart mål om at dække Jylland helt til grænsen, og vi glæder os til at samarbejde med de mange dygtige svineproducenter i LandboSyds område, siger Kjeld Askjær.

Deltager i møder i Aabenraa

SvineRådgivningen har skarpe kompetencer, når det gælder foderrådgivning samt på områderne reproduktion, management af polte, farestalde, klima og ventilation. Det gælder både for smågrise og slagtesvin.

I fremtiden vil rådgiver fra SvineRådgivningen deltage i svinefaglige møder hos LandboSyd i Aabenraa med henblik på formidling af viden om svinefaglige emner. Rådgiverne deltager også i øvrige arrangementer, ligesom SvineRådgivningen er aktiv i forbindelse med erfa-møder og får en kontorplads stillet til rådighed i Aabenraa. LandboSyds nye faciliteter ved motorvejen får en central placering i forhold til møder i erfagrupper og andre faglige møder.