Landboturismen modtager tilskud til nyt projekt

Lørdag 12. august 2017 6:00
Erhvervsministeriet støtter via Landdistriktspuljen projektet »Tyske turister skal støtte danske landdistrikter«. Et projekt, som skal give flere tyske turister på de danske feriegårde.
Tyskerne elsker Danmark - og forbinder Danmark med vand og kyst. Landsforeningen for Landboturisme ønsker at støtte foreningens 60 danske feriegårde fordelt i hele landet, derfor glædes foreningen over, at de nu modtager et tilskud på op mod 94.000 kroner frem til den 1. august 2018.

- Vi er glade for, at Erhvervsministeriet har valgt at støtte vores idé med midler fra Landdistriktspuljen, fortæller Rebekka Vetter, der er næstformand i foreningen. Midlerne skal blandt andet anvendes til at udbyde en temadag, der skal klæde de danske bondegårdsferieværter på til, at hverve tyske turister.

Den kommende temadag kommer til at sætte fokus på at italesætte de værdier, der adskiller de danske feriegårde fra andre overnatningssteder. For eksempel er autenticitet, kontakt til værtsfamilien og naturværdier det, der kendetegner feriegårdene, og som de tyske turister efterspørger.

Fokus på øget indtjening

Tyskernes tradition for at tage på »badeferie« i Danmark ses også på overnatningstallene fra Danmarks Statistik (2016), som viser en kraftig stigning.

Årsagen til at Landsforeningen for Landboturisme fortsat sætter fokus på de tyske feriegæster er, at udfordringen består i at få hvervet disse gæster til andre dele af Danmark.

- Målgruppen kan give øget indtjening til feriegårdene, idet tyskernes ferietider er mere spredt i løbet af året og derfor kan give mulighed for at udvide sæsonen. I år har vores direkte naboområde Schleswig-Holstein for eksempel skoleferie helt frem til starten af september. Derudover er mange tyske familier vant til at holde længere ferier ad gangen. Det er en stor fordel for gårdene at have familierne boende i flere uger frem for hurtige skift mellem gæsterne, forklarer Rebekka Vetter.