Dobbeltsejr til Valtra T254

Søndag 12. november 2017 14:42
Dobbeltsejr til Valtra på Agritechnica-udstillingen: Valtra T254 Versu Smart Touch blev kåret til årets traktor og årets bedste design. (Foto: Per Jørgensen)

Ved en større kåring på Agritechnica-udstillingen i dag havde dommerpanelet af europæiske landbrugsjournalister valgt Valtra T254 Versu Smart Touch til årets traktor. Udover kåringen vandt den også prisen »Best Design«.

De nominerede i kategorien »Tractor of the Year 2018« var Case IH Quadtrac 540 CVX, Claas Arion 660, John Deere 6250R, New Holland T6.175 DC og vinderen Valtra T254 Versu Smart Touch.

- Dette er en vigtig anerkendelse for Valtra og Agco, og en fortsættelse af flere anerkendelser og priser. Valtra T254 med Smart Touch-armlæn er et bevis på kontinuerligt udviklingsarbejde hos Valtra, og det understreges af en pålidelig, brugervenlig og intuitiv løsning, så vores kunder kan nyde at arbejde med Valtra-produkter og drage størst nytte af den hurtigt udviklende teknologi, sagde Mikko Lehikoinen, markedsdirektør for Valtra, under kåringen.

Andre kategorier

Udover kåringen af »Tractor of the Year« var der også priser for »Best Utility«, »Best of Specialized« og »Best Design«, hvor der var fem nominerede i hver kategori.

I »Best Utility«, hvor kandidaterne skal opfylde minimum 70 hk og maksimalt fire cylindre, vandt McCormick X6.440 VT Drive. De øvrige nominerede var New Holland T4.75 S, Valtra A114, McCormick X6.440 VT Drive, John Deere 5125R, Massey Ferguson 5709 Dyna-4.

I »Best Design«, vandt Valtra T254 Versu Smart Touch i konkurrence med New Holland, John Deere, Claas og Case IH.