Ny salgsdirektør hos A. P. Jørgensen i Ribe

Onsdag 6. december 2017 12:00
Jim Thygesen bliver fra 1. januar ny direktør hos A. P. Jørgensen i Ribe, hvor han afløser Hans Bjerregård, som har været en tro og loyal medarbejder i firmaet igennem 52 år.

A. P Jørgensen er en af Danmarks ældste landbrugsmaskinforretninger, og de beskæftiger i dag 39 erfarne medarbejdere. Som led i den fremtidige udvikling af virksomheden har ejeren, maskinhandler Ellen Jørgensen, fra 1. januar 2018 ansat den 50-årige Jim Thygesen.

Jim Thygesen afløser hermed direktør Hans Bjerregård, som har været en tro og loyal medarbejder i firmaet igennem 52 år. Hans Bjerregård har igennem sit virke været afgørende for udviklingen af et af Danmarks bedste serviceteams, i sin funktion som værkfører i virksomheden i 45 år. Han har igennem de sidste tre år været direktør og daglig leder for firmaet.

Hans Bjerregård vil fra 1. januar fortsat være tilknyttet virksomheden i en overgangsperiode, og i løbet af foråret gå på velfortjent pension.

Taknemlig ejer

Ellen Jørgensen udtaler:

- Jeg er dybt taknemmelig for den store loyalitet, Hans altid har vist overfor, først min mand, og de sidste 17 år også overfor mig.  Det er hele hans arbejdsliv han har været ansat hos os. Den store ekspertise han har oparbejdet gennem alle disse år, har han lovet, at han vil stille til rådighed for firmaet, så længe der er brug for det. Jeg ønsker Hans alt godt i fremtiden.

Som afløser har Ellen Jørgensen ansat en kendt person i branchen, Jim Thygesen. Han har med bopæl i Jels en forankring i regionen, og er særdeles godt kendt med mange af de landmænd og maskinstationer, som A. P. Jørgensen i dag servicerer. Han siger:

- Det er naturligvis en stor opgave som jeg er ydmyg overfor – de mange kompetente medarbejdere er fundamentet i virksomheden, men jeg glæder mig meget til dette, idet virksomheden altid har haft min opmærksomhed igennem mange år – og jeg må sige, at jeg er også stolt over at kunne bidrage med min erfaring fra maskinbranchen.